Infoskærm

Infoskærm kan bruges til at vise hvad der sker på en bestemt lokation på en bestemt dag. Infoskærmen giver kun mening, hvis man anvender bookingmodulet og/eller har aktiviteter med afviklingsdatoer sat.

Infoskærm kan også bruges til at vise hvem der netop er gået ind af døren i en bygning. Det kræver at man anvender systemets dørsystem.

Visning af aktiviteter på lokation

Det forklares nemmest ved et eksempel. Her kommer et eksempel fra en badmintonklub:

_images/info_screen.png

I ovenstående skærmbillede vises de aktiviteter og/eller bookinger som finder sted 6. september. B1 til B6 er badmintonbane nr. 1 til 6.

Infoskærmen opdaterer sig selv løbende, således at når en ny dag begynder, så skifter infoskærmen selv til denne dag. Ligeledes vil infoskærmen fjerne de aktiviteter/bookinger som i løbet af dagen er blevet afviklet, således at det kun er de aktiviteter/bookinger som endnu ikke er afviklet som vises på infoskærmen.

Man skal selv sætte en fysisk skærm eller tablet op på sin lokation (bygning, hal, etc.), og så skal man blot sørge for at skærmen kan vise indholdet fra følgende URL:

.../memberportal/infoscreen

De 3 prikker skal erstattes med den URL man som forening benytter i medlemsportalen.

Har man flere forskellige lokationer, og ønsker at sætte en infoskærm op per lokation, så kan man bruge følgende URL til de forskellige infoskærme:

.../memberportal/infoscreen?resourcecalendars=xxxx

Hvor xxxx er ID’et på den ressourcekalender man vil vise bookinger fra. Hvis man vil vise bookinger fra mere end én ressourcekalender, så bruges komma til at adskille ID’erne.

ID’erne findes under »Booking -> Ressourcekalendere« ude til venstre.

Man kan finde direkte link til infoskærmen under »Opsætning -> Infoskærm -> Aktiviteter/bookinger«.

Seneste døråbninger

Man kan få systemet til at vise navnene på de sidste 12 personer, som er gået ind af døren. Hvis man også har billeder på medlemmerne, så bliver medlemmets billede vist sammen med navnet. Det er en forudsætning at man bruger systemets dørsystem, hvis dette skal virke. Læs mere om dørsystemet her: Adgangskontrol / Dørsystem

Det er også en forudsætning, at der er sat en skærm op i den bygning, hvor medlemmerne går ind. Denne skærm skal man selv sørge for at sætte op, og skærmen skal have internetadgang.

Denne funktion er særligt velegnet til at minimere snyd med/«udlån« af medlemskaber. Hvis et medlem har givet sit adgangskort eller sin personlige kode til et andet medlem, og dette andet medlem bruger adgangskortet eller koden til at komme ind i bygningen, så vil skærmen nu vise navnet - og eventuelt også billedet - af det medlem, som adgangskortet eller koden tilhører. Det vil sandsynligvis afholde nogle fra at bruge et andet medlems adgangskort eller kode, og kan dermed være med til at forebygge snyd.

Opsætning

Man går ind under »Opsætning -> Infoskærm -> Opsætning af seneste døråbninger«. Og så følger man blot guiden på skærmen.